Juridisk
1.1 Disse handelsbetingelser gælder for alle aftaler, samarbejder, konsulentydelser, softwareleverancer, formidling og rådgivningsopgaver leveret af JUFFLE (herefter "RAUST") til kunder, samarbejdspartnere og andre parter (herefter "Kunden"). JUFFLE er den registrerede juridiske enhed bag brandet RAUST og opererer kommercielt under dette navn.
1.2 Betingelserne udgør det samlede aftalegrundlag mellem parterne. Kundens egne indkøbsbetingelser, standardvilkår, rammeaftaler eller øvrige generelle vilkår finder ikke anvendelse, medmindre RAUST udtrykkeligt og skriftligt har accepteret dem punkt for punkt. Manglende indsigelse fra RAUST udgør ikke accept.
1.3 Aftale anses som indgået når Kunden skriftligt accepterer et tilbud, underskriver en aftale, foretager betaling, eller på anden måde tilkendegiver accept - herunder ved at igangsætte eller modtage arbejde fra RAUST.
1.4 Ved uoverensstemmelse mellem disse betingelser og en individuel skriftlig aftale, gælder den individuelle aftale - dog alene for de punkter der udtrykkeligt er reguleret deri. Øvrige punkter reguleres fortsat af nærværende betingelser.
1.5 Betingelserne er tilgængelige på raust.org. RAUST kan opdatere betingelserne med 30 dages varsel for løbende samarbejder. For enkeltstående opgaver gælder den version der var gældende ved aftaleindgåelse.
Dette afsnit definerer to begreber, som anvendes gennemgående i betingelserne. En Relation er en forbindelse RAUST har skabt. En Kunde er en Relation, der har indgået aftale med RAUST.
Ved en Relation forstås enhver fysisk eller juridisk person, hvor RAUST kan dokumentere at have skabt, formidlet eller medvirket til kontaktens eller forretningsmulighedens opståen.
Dette omfatter blandt andet - men er ikke begrænset til - direkte dialog om et muligt samarbejde, professionel relation gennem møder, rådgivning eller sparring, henvisning til eller fra tredjepart, formidlet kontakt mellem parten og tredjepart, samt parter identificeret gennem RAUSTs analyse-, research- eller udviklingsarbejde.
En Relation omfatter tillige enheder der er koncernforbundne med, kontrolleres af, eller kontrollerer parten, når forholdet vedrører samme forretningsområde.
Ved en Kunde forstås en Relation, der har indgået aftale med RAUST om levering af ydelser, jf. pkt. 1.3.
RAUST fører løbende dokumentation over Relationer. Dokumentation kan bestå af korrespondance, mødenotater, kalenderregistreringer, tilbud, fakturaer, CRM-registreringer eller anden sædvanlig forretningsdokumentation. Sådan dokumentation udgør tilstrækkeligt bevis for Relationens eksistens og tidspunkt.
En Relation består på ubestemt tid fra det tidspunkt, hvor betingelserne i pkt. 2.1 er opfyldt.
Relationen ophører alene når parten mundtligt eller skriftligt har tilkendegivet, at relationen ikke længere ønskes opretholdt, og denne tilkendegivelse kan dokumenteres. Ved mundtlig tilkendegivelse påhviler det parten at kunne dokumentere eller genkalde tidspunkt og indhold. Ophøret får virkning fra det dokumenterede tidspunkt.
Passivitet, manglende kontakt eller tidsforløb i sig selv bringer ikke Relationen til ophør.
Introducerer RAUST en Relation til en tredjepart, og indgås der efterfølgende et forretningsforhold mellem disse, er RAUST berettiget til et formidlingsvederlag.
Er andet ikke skriftligt aftalt forud for introduktionen, udgør 10% af den samlede kontraktværdi det første år udgangspunktet for vederlaget. Vederlagets endelige størrelse kan aftales individuelt under hensyn til opgavens karakter, omfang og RAUSTs indsats. Vederlaget forfalder når aftalen mellem parterne indgås.
Kunden må ikke - hverken direkte eller indirekte - omgå RAUST i relation til en part, som RAUST har introduceret. Forbuddet omfatter:
a) At indgå aftale med parten med det formål at undgå betaling af honorar eller formidlingsvederlag til RAUST.
b) At benytte introduktionen til at stifte bekendtskab med parten uden at indgå aftale med RAUST om det videre forløb.
c) At indgå fremtidige aftaler med parten uden RAUSTs medvirken, hvor RAUSTs introduktion har været en forudsætning for kontakten.
Overtrædelse medfører betaling af et beløb svarende til det dobbelte af det vederlag RAUST ville have været berettiget til. Forhøjelsen dækker RAUSTs spildte arbejdsindsats og tabte forretningsmulighed. Herudover kan RAUST kræve dokumenteret merudgift erstattet.
3.1 RAUST leverer rådgivning, konceptudvikling, netværksadgang og formidling, operationel sparring, softwareudvikling, dataanalyse og AI-drevne løsninger til virksomheder og enkeltpersoner inden for den danske og internationale HoReCa-sektor, fødevareindustrien og relaterede erhverv.
En væsentlig del af RAUSTs virke består i at fungere som bindeled mellem parter i branchen - operatører, leverandører, arbejdskraft, koncepter, investorer og øvrige aktører. RAUSTs adgang til og indsigt i disse forhold, samt den troværdighed positionen bygger på, udgør et selvstændigt aktiv og en integreret del af RAUSTs forretningsgrundlag.
RAUST kan i denne rolle optræde som formidler, som rådgiver for én eller flere parter, som koordinator mellem parter, eller som selvstændig aktør der samler parter omkring en forretningsmulighed.
RAUST er berettiget til vederlag for formidling og for den værdi, RAUSTs position mellem parter skaber - uanset om RAUST derudover leverer konkrete ydelser til én eller flere af parterne.
Vederlag kan aftales som fast honorar, timebaseret honorar, procentuel andel, løbende vederlag eller en kombination heraf, jf. tillige pkt. 2.5.
Parterne accepterer, at RAUST kan modtage vederlag fra mere end én part i samme forhold. Et sådant forhold udgør ikke en interessekonflikt eller mangelfuld oplysning, forudsat at RAUST på forespørgsel oplyser om det.
Hvor RAUST formidler kontakt eller aftale mellem to eller flere parter, indtræder RAUST ikke som part i aftalen mellem disse, medmindre andet udtrykkeligt er skriftligt aftalt.
RAUST hæfter ikke for parternes opfyldelse af deres indbyrdes forpligtelser, herunder betaling, levering, kvalitet eller lovlighed, og påtager sig intet ansvar for det efterfølgende forretningsforholds forløb eller resultat.
3.5 De konkrete ydelser, leveringsomfang, tidsplan og vederlag aftales individuelt og bekræftes skriftligt inden arbejdet påbegyndes.
Ønsker Kunden ydelser ud over det skriftligt aftalte omfang, udgør dette en ny opgave der kræver særskilt aftale og honorering. RAUST er ikke forpligtet til at levere ydelser der ligger uden for det aftalte, og påbegyndt arbejde uden for scope faktureres til gældende timesats.
Kunden er forpligtet til at levere nødvendige oplysninger, adgange, materialer og beslutninger rettidigt. Forsinkelse eller mangelfuld medvirken fra Kundens side medfører tilsvarende forlængelse af tidsfrister uden ansvar for RAUST, og RAUST er berettiget til at fakturere for ventetid og genoptagelse af arbejdet.
RAUST er berettiget til at anvende underleverandører, freelancere og samarbejdspartnere til udførelse af opgaver uden Kundens forudgående godkendelse. RAUST forbliver ansvarlig over for Kunden for de leverede ydelser.
RAUST forbeholder sig retten til at afvise eller afbryde opgaver der ikke er i overensstemmelse med RAUSTs værdier, kapacitet, kompetenceområde eller forretningsmæssige interesser - herunder opgaver for parter i direkte konkurrence med RAUSTs egne projekter.
Medmindre andet er skriftligt aftalt og særskilt honoreret, er RAUST frit stillet til at arbejde for andre kunder, herunder kunder inden for samme branche eller geografiske marked som Kunden.
Dette afsnit er centralt for RAUSTs forretningsmodel. Kunden accepterer udtrykkeligt følgende ved indgåelse af aftale.
RAUST arbejder løbende med at opbygge viden, erfaring, metoder og kompetencer inden for HoReCa, fødevaredrift og relaterede brancher. Al viden, indsigt, erfaring, forståelse og faglig kompetence som RAUST erhverver, udvikler eller forfiner i forbindelse med arbejde for Kunden - herunder brancheforståelse, operationelle mønstre, markedsindsigter, problemløsningsmetoder og metodikker - tilhører udelukkende RAUST og udgør en integreret del af RAUSTs faglige fundament og forretningsgrundlag.
RAUST har ubetinget ret til at anvende den viden og erfaring der er omfattet af pkt. 4.1 i alt fremtidigt arbejde - herunder for andre kunder, i egne produkter og ydelser, i publikationer, undervisning, oplæg og markedsføring - forudsat at Kundens fortrolige oplysninger jf. afsnit 5 ikke afsløres.
RAUST opbygger og vedligeholder løbende et professionelt netværk inden for HoReCa og tilknyttede erhverv. Relationer som RAUST etablerer, udvider eller vedligeholder - herunder i forbindelse med kundesamarbejder - indgår i RAUSTs eget netværk og kan anvendes kommercielt, strategisk og operationelt af RAUST uden begrænsning i tid eller omfang.
RAUST kan indsamle, strukturere, analysere, aggregere og anvende data om branchetendenser, operationelle mønstre, markedsforhold, prisniveauer, leverandørforhold og adfærd i HoReCa-sektoren. Sådanne data - når de ikke er personhenførbare eller fortrolige jf. afsnit 5 - tilhører RAUST og kan frit anvendes til udvikling af egne produkter, systemer, analyser, benchmarks og publikationer, herunder kommercielt over for tredjeparter.
RAUST er berettiget til at anvende anonymiserede og aggregerede data, mønstre og erfaringer fra kundesamarbejder til udvikling, træning, test og forbedring af egne digitale systemer, datamodeller og AI-værktøjer. Kundens identificerbare oplysninger indgår ikke heri.
RAUST videregiver, offentliggør eller anvender aldrig:
Kunden kan ikke ved henvisning til egne generelle vilkår, NDA'er eller standardkontrakter begrænse RAUSTs rettigheder efter dette afsnit, medmindre RAUST udtrykkeligt og skriftligt har accepteret en sådan begrænsning med angivelse af det konkrete punkt.
5.1 RAUST behandler oplysninger som Kunden deler under et samarbejde med professionel diskretion. Oplysninger der er udtrykkeligt og skriftligt mærket som fortrolige videregives ikke til tredjeparter uden Kundens skriftlige samtykke.
5.2 Fortrolighedsforpligtelsen gælder ikke for oplysninger der:
5.3 Kunden forpligter sig tilsvarende - og med samme retsvirkning - til at behandle RAUSTs metodikker, koncepter, systemer, analyser, prissætning og leverancer fortroligt og ikke dele disse med tredjeparter uden forudgående skriftlig aftale.
5.4 Fortrolighedsforpligtelsen gælder i 3 år efter samarbejdets ophør for begge parter.
Alle metoder, frameworks, koncepter, værktøjer, systemer, software, datamodeller, skabeloner, processer og øvrige intellektuelle rettigheder som RAUST har udviklet forud for en kundeaftale, eller udvikler sideløbende og uafhængigt af en specifik kundeordre, tilhører udelukkende RAUST. Kunden opnår ingen rettigheder hertil.
Leverancer - herunder rapporter, analyser, konceptbeskrivelser og anbefalinger - udarbejdet specifikt til Kunden overgår til Kundens brug når fuld betaling er modtaget, og alene til det aftalte formål. Kunden opnår en ikke-eksklusiv brugsret, ikke ejerskab, medmindre fuld overdragelse er skriftligt aftalt og særskilt honoreret.
RAUST udvikler løbende egne digitale værktøjer, AI-systemer, datamodeller, platforme og operationelle systemer - herunder inspireret af erfaringer opnået gennem kunderelationer. Sådanne systemer tilhører udelukkende RAUST, uanset om udviklingsinspirationen er opstået i forbindelse med konkrete kundesamarbejder, forudsat at Kundens fortrolige data ikke indgår heri. Kunden erhverver ingen rettigheder, licens eller andel heri.
Uanset pkt. 6.2 bibeholder RAUST til enhver tid fuld og ubegrænset ret til de underliggende metoder, tilgange, strukturer, kodebiblioteker, generaliserede indsigter og komponenter anvendt i leverancer - og kan frit genanvende disse.
RAUST bevarer alle rettigheder til leverancer indtil fuld betaling er modtaget. Ved manglende betaling er Kunden ikke berettiget til at anvende, videreudvikle eller videregive leverancen, og RAUST kan kræve brugen ophørt.
RAUST er berettiget til at anvende samarbejdet som reference i markedsføring, portefølje og på raust.org - herunder Kundens navn og logo samt en overordnet beskrivelse af opgavens karakter - medmindre Kunden skriftligt frabeder sig dette. Fortrolige detaljer, tal og strategier offentliggøres ikke.
Ovenstående er i overensstemmelse med den danske ophavsretslov og gældende dansk immaterialret, hvorefter skaberen - her RAUST som selvstændig erhvervsdrivende - som udgangspunkt ejer ophavsretten til egne frembringelser.
7.1 Priser aftales individuelt og angives ekskl. moms.
7.2 Faktura udstedes ved opgavens afslutning eller i henhold til skriftligt aftalte milepæle. Betalingsbetingelse er 8 dage netto fra fakturadato.
7.3 Ved opgaver med en samlet værdi over 25.000 DKK ekskl. moms er RAUST berettiget til at kræve forudbetaling på 50% inden arbejdet påbegyndes.
Ved forsinket betaling tilskrives rente på 2% pr. påbegyndt måned fra forfaldsdato, jf. rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Der pålægges endvidere rykkergebyr på 100 DKK pr. rykker (maks. 3) samt kompensationsgebyr på 310 DKK jf. renteloven § 9a.
Ved manglende betaling er RAUST berettiget til uden varsel at indstille alt arbejde, tilbageholde leverancer, lukke adgang til systemer og suspendere igangværende opgaver - uden ansvar for følgerne heraf. Genoptagelse sker først når fuld betaling inkl. renter er modtaget, og RAUST kan kræve gebyr for genopstart.
7.6 Tilbud er gældende i 14 dage fra udstedelsesdato, medmindre andet er angivet.
7.7 Rejse, ophold, licenser, tredjepartsydelser og øvrige dokumenterede udlæg faktureres særskilt med tillæg af 10% administrationsgebyr.
For løbende samarbejder reguleres priser årligt pr. 1. januar med minimum udviklingen i Danmarks Statistiks nettoprisindeks. RAUST kan derudover varsle prisændringer med 60 dages skriftligt varsel.
Kunden er ikke berettiget til at tilbageholde betaling eller foretage modregning som følge af påståede mangler, forsinkelser eller modkrav, medmindre kravet er skriftligt anerkendt af RAUST eller fastslået ved endelig afgørelse.
8.1 RAUSTs rådgivning baseres på tilgængelig viden, brancheerfaring og bedste faglige skøn på leveringstidspunktet. RAUST påtager sig intet ansvar for beslutninger truffet af Kunden på baggrund af RAUSTs rådgivning, herunder kommercielle, økonomiske, operationelle eller strategiske beslutninger.
8.2 RAUSTs samlede erstatningsansvar kan aldrig overstige det faktisk fakturerede og betalte beløb for den konkrete opgave som kravet relaterer sig til - og maksimalt 50.000 DKK.
8.3 RAUST er under ingen omstændigheder ansvarlig for indirekte tab, driftstab, tabt omsætning, tabt fortjeneste, tab af data, tab af goodwill, følgeskader eller tredjepartskrav.
8.4 RAUST er ikke ansvarlig for fejl, mangler, nedbrud eller manglende funktionalitet i tredjepartssystemer, leverandørplatforme, API'er eller software som RAUST ikke selv har udviklet.
Hvor RAUST leverer ydelser der helt eller delvist er genereret ved brug af kunstig intelligens, er Kunden ansvarlig for at validere output inden anvendelse. RAUST indestår ikke for AI-genereret indholds fuldstændighed eller nøjagtighed.
Kunden skal reklamere skriftligt over mangler senest 14 dage efter levering. Herefter anses leverancen som godkendt, og krav kan ikke gøres gældende.
Krav mod RAUST forældes 12 måneder efter leveringstidspunktet, uanset hvornår Kunden er blevet bekendt med det påståede forhold.
RAUST er ikke ansvarlig for manglende opfyldelse som følge af forhold uden for RAUSTs kontrol - herunder sygdom, nedbrud af tredjepartssystemer, cyberangreb, strejke, naturkatastrofer, epidemier, myndighedsindgreb, krig eller øvrige ekstraordinære omstændigheder.
9.1 Løbende samarbejder kan opsiges skriftligt af Kunden med 60 dages varsel til udgangen af en kalendermåned. RAUST kan opsige med 30 dages varsel.
9.3 Reserverede kapacitetsperioder og fastholdte tidsrum honoreres uanset om Kunden gør brug af dem.
9.4 RAUST kan hæve en aftale med øjeblikkelig virkning ved væsentlig misligholdelse, herunder manglende betaling, manglende medvirken, adfærd der skader RAUSTs omdømme, eller overtrædelse af afsnit 2, 5 eller 11.
9.5 Ved ophør forfalder alt udført arbejde til betaling straks.
10.1 RAUST behandler personoplysninger i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 (GDPR) og databeskyttelsesloven.
10.2 Hvor RAUST behandler personoplysninger på Kundens vegne, indgås særskilt databehandleraftale. Hvor RAUST behandler oplysninger til egne formål - herunder kunderelationer, netværk og forretningsudvikling - agerer RAUST som selvstændig dataansvarlig.
10.3 Anonymiserede og aggregerede data udgør ikke personoplysninger og er ikke omfattet af GDPR-begrænsninger, jf. pkt. 4.4 og 4.5.
10.4 RAUSTs privatlivspolitik er tilgængelig på raust.org.
11.1 Kunden må i 12 måneder efter samarbejdets ophør ikke ansætte, engagere eller indgå direkte aftale med underleverandører, freelancere eller samarbejdspartnere som RAUST har introduceret til Kunden - uden RAUSTs skriftlige samtykke eller betaling af formidlingsvederlag jf. pkt. 2.5.
11.2 Kunden må ikke anvende RAUSTs metoder, systemer, koncepter eller leverancer til at udvikle konkurrerende produkter eller ydelser.
11.3 Kunden må ikke videresælge, udleje, sublicensere eller videregive RAUSTs leverancer til tredjepart uden skriftlig aftale.
Overtrædelse af pkt. 2.6, 11.1, 11.2 eller 11.3 medfører betaling af konventionalbod på 50.000 DKK pr. overtrædelse. Ved løbende overtrædelse anses hver påbegyndt kalendermåned som én selvstændig overtrædelse. Betaling af bod bringer ikke forpligtelsen til ophør, og RAUST kan derudover kræve dokumenteret tab erstattet i det omfang det overstiger boden.
RAUST er berettiget til at overdrage rettigheder og forpligtelser efter denne aftale til et selskab under samme kontrol eller i forbindelse med omstrukturering. Kunden kan ikke overdrage sine rettigheder uden RAUSTs skriftlige samtykke.
Findes en bestemmelse helt eller delvist ugyldig eller uden retskraft, berører dette ikke gyldigheden af de øvrige bestemmelser. Den ugyldige bestemmelse erstattes af den nærmeste gyldige bestemmelse der bedst opfylder det oprindelige formål.
Ændringer og tillæg til aftalen er alene bindende når de er skriftligt accepteret af RAUST. Mundtlige tilsagn, e-mail-korrespondance uden udtrykkelig accept eller passivitet udgør ikke ændring af aftalen.
Skriftlig kommunikation til RAUST sker til danijel@raust.org og anses som modtaget næste hverdag.
13.1 Aftalen er underlagt dansk ret, med undtagelse af internationale købelovsregler (CISG).
13.2 Tvister søges først løst ved forhandling. Kan enighed ikke opnås, afgøres tvisten ved Retten i København som eksklusivt værneting.
13.3 Uanset pkt. 13.2 er RAUST berettiget til at forfølge ubestridte pengekrav ved inkasso eller forenklet retsproces uden forudgående forhandling.
CVR: 43654861
E-mail: danijel@raust.org
Web: raust.org
August 2026. RAUST forbeholder sig retten til at opdatere betingelserne jf. pkt. 1.5. Gældende version er altid tilgængelig på raust.org.